Det er sjovt, men også udfordrende at lege, og det at spille er en måde at lege på.

Omgang med tilfældigheder, tegn og varsler har altid indgået i menneskets leg med sig selv og sin skæbne. Og runer og kort er blevet udviklet og forfinet til at fungere som en slags underbevidsthedens bugtalere, eller en slags refleksionsvægge, vi kan spille vores tankebolde op ad. Den moderne psykologis Rorschack-blækklatter fungerer på den måde ikke spor anderledes end mystikkens tarotkort.

Når vi spiller indgår tilfældighed som et ligestillet princip sammen med alle de andre mere bevidst styrede principper og det giver på den ene side en fornemmelse af frihed men også samtidig en usikker følelse, når vi hengiver os til tilfældighedens anonyme magt.

Fortunetelling (1842) er malet af Alexey Gavrilovich Venetsianov (1780-1847) og er på Det Russiske Museum i St. Petersburg.

Når vi ved at lade terninger bestemme, hvilke veje vi kan gå tillader, at tilfældigheden får betydning bliver vores valg af retning på den ene side lige gyldige og på den anden side dybt betydningsfulde.

Men vi tager engang i mellem alligevel chancen, og noget nyt, som vi ikke kunne have forestillet os, hvis vi blot udelukkende havde valgt ud fra vores kendte og dermed bevidste mønstre, har mulighed for at ske.

Spil, leg og kreativitet har det til fælles, at processen må fange og henrykke dig, så du engagerer dig og forpligter dig i en virksomhed frem mod fuldendelsen.

Eller rettere du må til en hvis grad selv åbne op for at give dig hen, lade dig fange og henrykke.... men af hvad? Måske af oplevelsen af at blive udvidet og løftet i mødet med førhen uafsøgte muligheder, ubekendte faktorer, ubevidste potentialer.

Så i mit eksperimentarium kan der også inddrages spil og andre tilfældighedsgeneratorer.