Fra misbrug til livskunst.

"Vor dybeste frygt er ikke, at vi er utilstrækkelige.
Vor dybeste frygt er at vi er magtfulde ud over alle grænser.
Det er lyset i os, ikke mørket der gør os mest bange.
Du er guds barn.
At spille mindre end du er, tjener ikke verden.
Der er ikke noget spirituelt ved at skrumpe for at andre mennesker ikke skal føle sig usikre.
Vi blev født for at manifestere Guds herlighed inden i os alle.
Den er ikke kun i nogen af os, men i os alle.
Og i det vi lader lyset stråle i os, giver vi andre mennesker lov til at gøre det samme.
Når vi er frigjort, vil vores opførsel automatisk frigøre andre".

Ovenstående er skrevet af Marianne Williamson, men bliver ofte tillagt Nelson Mandela i hans åbningstale, da han kom ud efter 27 år bag tremmer. Dømt for noget han ikke havde gjort.

Misbrug hænger måske sammen med en frygt for at være magtfuld over alle grænser kædet sammen med en oplevelse af at bære på en dyb skyld og skam for noget man dybest set slet ikke har været ansvarlig for - en skyld og skam andre uretmæssigt og ofte meget tidligt har lagt på en. Man er blevet bærer af andres skyld og skam. Og så dækker man måske disse følelser via et misbrug af et eller andet.

Så har man måske delvist eller helt opgivet at udtrykke sin sande kraftfulde personlighed og at få sine sande behov dækket.

Men det er aldrig for sent. Netop gennem det insisterende kreative udtryk kan kontakten til den oprindelige uskyldige og magtfulde person genetableres.